fight

Sønderbro Fight - KFB = 2 -2Udskriv side

Søndag morgen klokken 09.00 stod den atter engang på træningskamp for Sønderbro Fights stolte A-trup. I modsætning til tidligere var det med høj sol og varmegrader, så trods det tidlige kick-off tidspunkt var der absolut grund til at finde det gode fodboldhumør frem. Dagens modstandere var KFB, som jo bekendt ligger små 50 meter fra vores klubhus, så der var i den grad dømt lokalopgør.
Der var ikke den store forskel på holdet mod Sundby. Nævneværdigt var det dog, at den dobbelte målscorer fra sidste uge, Brian Juul, var ude med en skade, mens driblekongen Nicholas var tilbage efter et ophold i Australien.

Efter små 5 minutter bliver det hurtigt klart, at vi er KFB overlegne både rent fysisk og rutinemæssigt, og vi sidder ret tungt på dem i kampens start. Alligevel er det dog dem, som kommer foran, da de efter en kontra får afsluttet noget forkølet, men tilstrækkeligt til, at Finn i målet må give fortabt. Det var stort set det eneste de havde i hele første halvleg. Vi får dog også ret hurtigt udlignet, da Hansen snitter et hjørnespark fra Jess videre til Mark, som via maven får skovlet bolden i netter til 1 - 1. Kort efter er Mark på spil igen. Efter godt opspil ender bolden hos Rønne, og han finder med et hårdt indlæg Mark, som kan heade os foran. Mark havde investeret i spritnye støvler til en svimlende pris, men det var primært overkroppen, han talte med. Resten af halvlegen forløber i adstadigt tempo, og trods overtaget får vi ikke bragt os yderligere foran.

Anden halvleg bliver en noget slatten omgang. KFB kreerer stadig ikke farlige chancer, men de er helt sikkert kommet mere med i kampen. Det skyldes dog primært, at vi sløser alt for meget med vores afleveringer, og samtidigt at vi er gået gevaldigt ned i tempo. Vi skaber dog stadig store chancer. Den største tilfalder Mark, som efter fremragende opspil fra Hansen og Rønne, viser at dyre støvler ikke betyder mål, da han brænder på det skammeligste.

Nicholas får comeback, da han bliver skiftet ind efter 60 minutter, men det vil mildest talt være en overdrivelse at sige, at han gjorde en forskel. Rasmi tager konsekvensen, og hiver ham ud igen efter 65 minutters spil. I mellemtiden bliver vi presset mere og mere i bund, og KFB kan begynde at lugte en udligning. På flere dødboldssituationer er de rigtig farlige, og med 5 minutter igen kommer deres angriber højest, efter at have nedlagt Wittrup ulovligt, og header 2 - 2 målet ind, hvilket bliver kampens resultat.

En anstændig første halvleg, en rigtig rigtig skidt anden halvleg, betyder, at vi stadig har vinteropstartens første sejr til gode. Det skal snart vende, men det kræver mere engagement, både til kampene, men også i forbindelse med vores træningsfremmøde. Vi går en meget udfordrende sæson i møde, og vi har brug for alle de kræfter og den vilje, som vi ved vi har.

Dagens mand: Den blev svær i dag, men Mark hiver den hjem på sit målmæssige bidrag.

Dagens detalje: Calu får den, da han fejrede 100-gangs jubilæum for sit legendariske trick: Skær ind foran angriberen med bolden i eget felt, lad dig falde og få frisparket. Denne reporter har endnu ikke set det fejle. Tillykke Calu!
Sponsorer